Jeg er radikal af den gamle skole – Radikal Classic.
Menneskelighed
Jeg er humanist og ønsker at samfundets love og regler har et menneskeligt ansigt.
Derfor er jeg varm tilhænger af en tillidsreform, der lægger ansvaret ud til de enkelte myndigheder og sagsbehandlere.
Derfor er jeg tilhænger af ramme-lovgivning frem for f.eks. minimumsstraffe. For hvis ikke dommerne må foretage individuelle vurderinger af sager, så ender vi i mærkelige knivlove. I dag idømmes folk straf for at have en hobbykniv fra arbejdet liggende i deres bil.
Og derfor er jeg tilhænger af en rimelig og retfærdig udlændingelovgivning, hvor folk ved, hvad deres retsstilling er. Vi skal forhindre, at asylbørn sidder så længe i lejrene, at de får psykiske sygdomme af opholdet. Her skal vi ikke undskylde os med, ”at sådan er jo reglerne”. Mennesker er vigtigere.
Økonomi
Når det gælder økonomi, er jeg en strammer.
Vi skal have et stærkt og velstående samfund, og det får vi kun på langt sigt, hvis vi opfører os økonomisk rationelt – også når det er ubehageligt. Derfor skal vi væk fra en samfundsmodel, hvor de rigeste 80 procent betaler til de fattigste 80 procent. I stedet skal ydelser gå til de, der har det største behov. Mens folk med pæne, almindelige indtægter i det store og hele skal klare sig selv. Vi skal så hurtigt som muligt have balance i de offentlige udgifter igen.
Derfor er jeg tilhænger af en reform-linje, hvor vi får ryddet op i de dyreste velfærdsordninger.
Selvom det ikke er sjovt, skal vi have afskaffet den nuværende efterlønsordning og have erstattet den af en ordning, hvor nedslidte kan gå på pension, før de fylder 67 år.
Selvom det ikke er sjovt, skal vi have afskaffet gratisydelser eller rabatter til de velstillede pensionister. Det er indtægten og ikke alderen, der skal afgøre, om man kan få hjælp fra det offentlige.
Og selvom det ikke er sjovt, skal vi have øget vores arbejdsstyrke. De unge skal hurtigere gennem uddannelserne. Arbejdstiden skal stille og roligt i vejret. Og vi skal se på, om vi kan fjerne et par helligdage i løbet af året.
Men det er ikke gjort med at fjerne dyre ordninger. Samfundet skal også være bedre til at skabe rigdom. Det kræver, at vi får kopieret de gode amerikanske og engelske vidensklynger omkring universiteterne – og selv skaber miljøer, hvor nye virksomheder opstår omkring universiteterne.
Natur
Et sidste vigtigt punkt er kampen for at komme i balance med naturen omkring os. Vi bruger alt for meget benzin, og vi brænder alt for meget kul af. Vi skal som samfund sætte ekstremt ambitiøse mål for nedbringelsen af udslippene – og for opbygningen af alternativer.
Derfor skal vi favorisere el-biler. Derfor skal vi tvinge energiselskaberne til at betale for intelligente elmålere. Derfor skal vi lovgive, så vi får mere grøn energi, også selvom det ikke er den billigste løsning. For den billigste løsning er strøm lavet på kul og biler drevet af benzin. Men vi har ikke i længden råd til den billigste løsning.
Samarbejde hen over midten
Vi skal nå vores resultater gennem brede forlig i Folketinget. Vi skal tilbage til et samarbejdende folkestyre – og forsøge at bryde ud af den skadelige blokpolitik. Uanset om det er blokpolitik til den ene eller den anden side af Folketingssalen.
